Vedtægter for Tinghøj Fest og kulturhus AMBA
§1 NAVN OG HJEMSTED
Selskabets navn er Tinghøj Fest og kulturhus og hjemstedet er Tinghøj.
Selskabets adresse er Stilbjergvej 57, Tinghøj, Varde Kommune
Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar.
§2 SELSKABETS FORMÅL
Selskabets formål er at eje og vedligeholde bygningerne ”Tinghøj Fest og Kulturhus”, samt at have kulturhuset som samlingssted for foredrag, sammenkomster og lignende.
Til kulturhuset er knyttet beboelseslejlighed og have.
Selskabets formål er at stille lokaler til rådighed for såvel private som offentlige møder og sammenkomster.
§3 MEDLEMSFORHOLD
A. Optagelse
Som andelshaver kan optages enkeltpersoner med tilknytning til lokalområdet, Orten, Tinghøj og Mejls.
Optagelse kan nægtes, når særlige grunde taler herfor og 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer for at afvise indmeldelsen. Nægtelsen skal dog, såfremt den optagelsessøgende ønsker det, efterprøves af førstkommende ordinære generalforsamling.
Medlemmer, der allerede er optaget i selskabet som andelshaver ved vedtægternes godkendelse, opretholdes deres medlemskab
Her andel er på kr. 10,00 eller multipla heraf.
Gamle andelsbeviser opretholdes uanset pålydende.
Overdragelse af andelsbeviser kan finde sted med bestyrelsens tilladelse.
B. Udtrædelse og eksklusion
Udtrædelse finder sted skriftligt til formanden senest med 3 måneders varsel til regnskabsårets udgang.
Generalforsamlingen kan med 2/3 majoritet beslutte at ekskludere et medlem, der misligholder sine medlemsforpligtelser eller som handler til skade for andelsselskabet.
En udtrædende andelshaver har intet krav på tilbagebetaling af andel eller udbetaling af nogen andel af de i selskabets opsparede værdier.
C. Kontingent
Kontingentet fastsættes for hvert regnskabsår af generalforsamlingen.
§4 BESTYRELSEN
A. Opgave og valg
Andelsselskabets daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer valgt på generalforsamlingen for 2 år ad gangen og afgår efter tur. Genvalg kan finde sted. Hvert år afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer, første gang 2 medlemmer ved lodtrækning.
Bestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Der kan endvidere vælges 2 suppleanter til bestyrelsen.
Revisorer vælges for 2 år ad gangen og afgår skiftevis, dog første gang ved lodtrækning.
B. Bestyrelsesarbejde
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent eller 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden.
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
§5 GENERALFORSAMLINGEN
A. Tidspunkt og indkaldelse
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 10 af andelsselskabets medlemmer skriftlig fremsætter krav herom med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter modtagelsen af begæringen herop,
Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med 2 ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte andelshavere eller opslag/annonce i lokalt dagblad. Med indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal endvidere følge andelsselskabets regnskab.
B. Kompetence
Generalforsamlingen er andelsselskabets højeste myndighed i alle anliggender.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
Dagsorden for den årlige generalforsamling, der omfatter behandling af følgende punkter:
1. Valg af dirigent, skriftfører og stemmetællere.
2. Bestyrelsens beretning ved formanden.
3. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Valg af bestyrelse og suppleanter
6. Valg af revisorer og revisorsuppleanter.
7. Forslag fra andelshavere eller bestyrelse.
8. Eventuelt.
Forslag fra andelshavere, der ønskes fremmet til afstemning udenfor den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed medmindre andet følger af nærværende vedtægt. Hver andelshaver har en stemme og stemmeretten skal udøves af andelshaver personligt eller ægtefællen.
Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot 1 af de tilstedeværende andelshavere ønsker det.
§6 KAPITALGRUNDLAG
Andelskapitalen udgør den indskudte andelskapital samt opsparet overskud.
Bestyrelsen er efter vedtagelsen på generalforsamlingen endvidere bemyndiget til at etablere de for driften af andelsselskabet nødvendige driftskreditter og i forbindelse hermed i nødvendigt omfang belåne andelsselskabets aktiver.
§7 REGNSKAB OG FORMUE
Andelsselskabets regnskabsår følger kalenderåret.
Overskud eller underskud overføres til følgende regnskabsår. Overskud kan ikke fordeles blandt andelshavere.
Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af 2 revisorer (suppleanter), der skal være valgt blandt andelshaverne udenfor bestyrelsen.
§8 TEGNING OG HÆFTELSE
Andelsselskabet forpligtiges udadtil ved underskrift af formanden og 1 bestyrelsesmedlem eller 3 bestyrelsesmedlemmer i forening.
Andelshavernes hæftelse for selskabets forpligtigelser er begrænset til indskudte kapital.
Det påhviler herudover ikke selskabets medlemmer nogen personlig hæftelse for de i selskabets påhvilende forpligtelser.
Ved køb, afhændelse og pantsætning af fast ejendom samt optagelse af lån, afgivelse af kaution eller anden sikkerhed kræves underskrift af den samlede bestyrelse.
§9 MORTIFIKATION AF ANDELSBEVISER
Andelsbeviserne kan mortificeres uden dom med 2 måneders varsel ved annoncering i lokalt ugeblad.
§10 VEDTÆGTSÆNDRINGER
Til ændring af nærværende vedtægt kræves at mindst 1/3 af andelshaverne afgiver stemme, og at mindst 2/3 af disse er for lovændringen. Er den til ændring af lovene indkaldte generalforsamling ikke beslutningsdygtig, kan ændringen ske ved almindelig stemmeflerhed på en inden 14 dage efter første generalforsamling indkaldt ny generalforsamling.
§11 OPLØSNING
Til andelsselskabets opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige andelshavere. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages ned 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. Ved opløsning af andelsselskabet skal andelsselskabets formue overdrages til foreninger eller institutioner, der såvel idrætslig som kulturelt virker for lokalområdet Orten, Tinghøj og Mejls.
Generalforsamlingen beslutter hvilke aktiviteter og formål, der skal ydes støtte til.
§12 TVISTIGHEDER mellem bestyrelsen og foreningens medlemmer eller mellem foreningens medlemmer og husværten afgøres ved voldgift, idet hvert parti vælger en voldsgiftmand og disse en opmand. Voldsgiftretten kendelse kan ikke indankes for domstolene.
Tinghøj, d. 14. marts 2024
